EU – ude eller inde


23. juni 2016 skal de briterne til afstemning. Folkeafstemningen drejer sig om medlemskabet af EU. Hvis briterne stemmer nej – bliver det sikkert til det der kaldes brexit – British Exit.

Sandbæk Finans – rådgiver nu om EU og udenrigspolitik?

Det er skam relevant for danske borgere – i hvert fald for den del, der er ved at handle bolig, og dem der harEU investeringer i værdipapirer.

Hvis det bliver til brexit, som de foreløbige – og meget usikre – undersøgelser viser det gør, så kan briterne først være endeligt ude af EU om tidligst 2 år. Men selvom der går et par år, så vil afstemningen give et bølgeskvulp med det samme i hele Europa.

Med bølgeskvulp mener jeg først på obligationsmarkedet for et nej fra briterne vil give international uro. Hvis der er uro på det økonomiske marked, så har vi før set at Danmark ses som “den sikre havn”, så her køber investorerne obligationer. Sidst det skete faldt renten.

Falder renten så igen?

Det er yderst usikkert om Danmark stadig er “den sikre havn”. Det kunne være, at det vurderes at Danmark vil følge briterne med en folkeafstemning omkring EU-medlemsskabet. Hvis investorerne forventer det, så bliver vi ikke “den sikre havn”.

Hvis nu renten falder, så kan det stadig gå begge veje for aktierne. Man søger obligationer for sikkerhed, men hvis renten er for lav på obligationer, så kan man søge aktier, hvor der ikke skal meget gevinst til for at slå obligationsrenten. Men det siger også sig selv, at hvis usikkerheden bliver så stor, at investorerne forlader aktiemarkedet for at søge mod obligationer, så vil aktierne falde – og ligeså med renterne på obligationer.

Men mit bud som svar på spørgsmålet er, at renten i hvert fald ikke stiger.

Obligationslån

Står du for at skulle købe hus, eller har du købt med overtagelse en gang i nærmeste fremtid, så kan det få indflydelse på dine lån. Det kan være du har kurssikret, så ved du hvad du får – men det kan også være, du har valgt at vente (da det koster penge at kurssikre). Hvis du ikke har kurssikret er der lige nu mange sjove og gode muligheder. Lånene med fast rente har gode kurser. Der er både 2,5 %, 2 %, 1,5 % og 1 % – og alle til fornuftige kurser alt efter, hvad man har af tanker omkring fremtiden, og hvilken økonomi man har.

Når kurserne – som vi også har set de sidste par måneder – kan hoppe med et procentpoint på meget kort tid, så kan det have stor betydning for, hvad man får udbetalt på sit obligationslån. Det har også stor betydning i forbindelse med indfrielser af eksisterende lån og konverteringer.

Rådgivning eller mavefornemmelse

Det er helt op til dig, om du vil søge rådgivning, google eller mavefornemmelsen. Jeg siger, at den næste måneds tid kan give nogle bølgeskvulp på både aktie- og obligationsmarkedet.

Jeg har altid sagt, at en vigtig opgave som rådgiver er at give kunden muligheden for at træffe et “oplyst valg”. Udfordringen er at se i krystalkuglen. I ovenstående har jeg skrevet antagelser og “hvis nu” flere gange – og det er slet ikke uddybende. Men man må træffe et valg ud fra de forudsætninger man tror på, og hvad man føler er rigtigt i maven.