Kreditværdighedsvurdering
Kreditværdighedsvurdering
Del artiklen

Hvad er det?

I slutning af 2019 blev der udstedt påbud til 2 lånudbydere. De lavede ikke deres kreditværdighedsvurdering eller gjorde det yderst mangelfuldt. Disse påbud er så blevet fulgt op fra Finanstilsynets side med en indskærpelse overfor alle långivere.

Der er intet nyt i at bankerne skal lave en kreditværdighedsvurdering. Men for den almindelige bankkunde, så er det ikke noget, man hører særligt meget om. Så vi vil her forsøge at beskrive, hvad det er, og hvad baggrunden er for at det findes. Det er ikke en udtømmende beskrivelse, og vi henviser til kreditaftaleloven, bekendtgørelse om god skik ved boligkredit og Finanstilsynet.

Pengene skal betales tilbage

Når bankerne låner penge ud, så vil de gerne have dem tilbage igen. Risikoen er, at låntageren ikke kan betale tilbage. Det kunne være rådighedsbeløbet var for lavt, låntageren blev syg, mistede jobbet eller andet hvor indkomsten blev reduceret.

Banken laver en kreditværdighedsvurdering – i daglig tale i banken kaldes det en kreditvurdering selvom det faktisk ikke helt er det samme som en kreditværdighedsvurdering.

En kreditværdighedsvurdering er en afdækning af kundens mulighed for at betale renter, afdrag og gebyrer i hele lånets løbetid. En kreditvurdering er en afdækning af bankens tabsrisiko – altså i bankens interesse, mens kreditværdighedsvurderingen er i kundens interesse. Det skal nemlig være sådan, at en kunde ikke må få et lån, hvor banken kan se, at det ikke er muligt for kunden at tilbagebetale det.

Så kan man tænke, at banken vel altid forventer at få pengene retur. Det gør de også, men renter og gebyrer afspejler den risiko, banken mener at tage på det pågældende lån. Hvis banken via store gebyrer og renter f.eks. kan tjene penge på at kunden de første 5 år betaler på lånet – men derefter ikke har råd – så kunne banken rent forretningsmæssigt være ligeglad. Men på grund af kreditværdighedsvurderingen må det altså ikke forekomme. Kunden skal simpelthen kunne tilbagebetale lånet i lånets løbetid.

Rådighedsbeløb

Der er fra Finanstilsynets side opstillet et forslag til rådighedsbeløb, når man skal låne penge.

Dette er en retningslinje, som bankerne forholder sig til – og derved kan deres krav til rådighedsbeløb også været et andet end det Finanstilsynet anbefaler.

Når banken laver beregningen af rådighedsbeløbet, så er der også lidt nuancer for hvordan det gøres, men som hovedregel medtages:

  • Alle faste udgifter (forsikringer, licens, mv.)
  • Brændstof
  • Vedligeholdelse af bolig og bil

Så når nettolønnen og eventuelle børnepenge og børne- og ungeydelse får fratrukket de ovenstående udgifter, så skal rådighedsbeløbet være ”tilfredsstillende”.

Bankerne vurderer rådighedsbeløbet før og efter den ændring kunden er i gang med at forespørge på. Et fald i rådighedsbeløb skal tages i betragtning uanset rådighedsbeløbets størrelse.

Gældsforhold

Vi har tidligere skrevet om gældsfaktorer, som har stor betydning i forbindelse med bolighandler. Læs vores artikler om, regler for køb af bolig og vækstkommuner.

Når banken laver sin kreditværdighedsvurdering, så skal de vurdere om gælden bliver så stor, at økonomien bliver for følsom for udsving. Det kan være udsving i renter og/eller indkomst.

Baggrund for kreditværdighedsvurdering

Årsagen til alle de regler og retningslinjer, der er kommet fra Finanstilsynet er forbrugerbeskyttelse. Det kan være nemt for banker og andre låneudbydere at ”snøre” borgere til at låne penge, da det ikke er alle, der kan gennemskue økonomi. Indtægter kan komme i forskellige former – løn, pension eller anden offentlig forsørgelse, og udgifterne skifter over årene. Derudover er skat blevet endnu mere kompliceret, og det øger risikoen for at den almene borger ikke kan se alle facetterne af sin egen økonomi nu og fremadrettet.

Meet

the Brian's

Mød Brian x 2 – dobbelt op på erfaring, indsigt og smarte løsninger! Med to skarpe hjerner arbejder vi sammen for at sikre, at du får den bedst mulige rådgivning. Hos os handler det om at tænke klogt, handle strategisk og gøre dine økonomiske drømme til virkelighed.

Meet

the Brian's

Mød Brian x 2 – dobbelt op på erfaring, indsigt og smarte løsninger! Med to skarpe hjerner arbejder vi sammen for at sikre, at du får den bedst mulige rådgivning. Hos os handler det om at tænke klogt, handle strategisk og gøre dine økonomiske drømme til virkelighed.