Det er da et par reaktioner, vi før er stødt på. Men det vil nok være fornuftigt at få fordelt pengene bedst muligt. Der kan både være fordele her og nu, men bestemt også når pengene en gang skal bruges. På pensionstidspunktet er der, hvor de største fordele vil vise sig – alt efter hvordan man har sparet op til pensionen.
Først og fremmest skal vi lige have den største fordel ved pensionsopsparing på plads. Det er et rigtigt godt skattemæssigt miljø at arbejde i. Hvis man får et afkast af investeringerne på pensionskontoen – rente eller investeringsafkast – så skal man betale PAL-skat på 15,3% af det tjente beløb. Taber man penge et år, så fremføres tabet til modregning i en senere gevinst. Hvis man investerer sine frie midler – altså den normale opsparing – så vil skatten være væsentligt højere, og faktisk helt op til topskatteniveau (eller over – men det er en detalje).
Kort sagt – hvis man investerer 50.000 kr. på henholdsvis en pensionskonto og en opsparingskonto i det samme værdipapir, så vil saldoen på pensionskontoen stige mere end på opsparingskontoen på grund af skatten.
Kapitalpensionen “udgik” da den daværende regering gerne ville have penge i kassen. Der blev givet en rabat på den afgift, man ellers skulle have betalt, når man vil have pensionen udbetalt. Rabatten lød på 2,7% og det var en fordel for alle med et indestående på over ca. 30.000 kr. Før i tiden fik man fradrag op i mellemskatten (der nu er bortskaffet). Det var ca. 43-44% og når den blev udbetalt, skulle man betale 40% i afgift. Det vil sige en fin lille fordel at spare op på den måde.
Fik man ikke konverteret kapitalpensionen, da den tidligere regering gav os mulighed for det – så har man den altså stadig, og der skal betales 40% i afgift, når man ophæver den.
Man konverterede en kapitalpension til en aldersopsparing. En aldersopsparing er en pensionsopsparing, hvor man ikke får fradrag for indbetalingen. Man skal heller ikke betale skat for at få den udbetalt, når man ønsker den efter pensionsalderen er nået.
Fordelen ligger i beskatningen (PAL-skatten), men også i at der ikke sker modregninger i de løbende pensionsydelser, og der skal ikke betales indkomstskat, når den udbetales.
I de glade 00’ere – før finanskrisen – blev ratepensionen brugt meget flittigt til at få nedbragt skatten ret så væsentligt. Finanskrisen satte en lille dæmper på det, og regeringen ændrede også reglerne, så der blev sat begrænsninger for, hvor meget man kunne indskyde.
En ratepension er en pensionsordning, hvor man får fradrag for indskuddet – og man betaler indkomstskat når den kommer til udbetaling. Betaler man topskat i dag, så kan man altså potentielt få fradrag i topskatten, og få den udbetalt i bundskatten. En forskel på ca. 15% i skatten. Det kan også være, at man har så gode pensionsordninger, at man også betaler topskat som pensionist. Det betyder så, at man blot “skubber skatten” – altså fradrag og efterfølgende beskatning er det samme. Her gælder så det samme som ved Aldersopsparingen – PAL-skatten er fordelagtig.
Betaler man udelukkende bundskat i dag, så vil man som udgangspunkt dermed skubbe skatten, da både fradrag og skat på udbetalingstidspunktet er det samme.
Ratepensionen har indflydelse på offentlige pensionsudbetalinger. Det vil sige, at får man mange penge udbetalt løbende, så vil der ske en reduktion i f.eks. pensionisttillægget. Derfor skal man ramme de rigtige udbetalingsbeløb (ved at regulere i udbetalingsperioden), når man starter udbetaling.
En livrente var noget bankfolk blev opfostret til at hade. Det er en lottokupon – før i tiden ville det man sparede op nemlig tilfalde pensionsselskabet. Sådan er det ikke mere.
Bankerne har ikke mulighed for at lave et livrente-produkt. Måske er det derfor, at bankerne prioriterede kapitalpensioner og ratepensioner langt højere end livrenter.
En livrente har fordele og ulemper som så meget andet. Man får fradrag i indkomstskatten, og man betaler skat i indkomstskatten ved udbetaling. Der er forskellige slags livrenter, men vi vil her nøjes med at komme ind på den hyppigste.
En livsvarig livrente kan komme til udbetaling på forskellige måder. Hvis man dør før man starter udbetaling, kan det indestående overgå til den efterlevende ægtefælle (begunstigede/livsarving). Hvis man er startet udbetaling, så kan der sættes en garanti på. Det vil sige, at hvis man dør dagen efter man startede udbetaling, så vil der blive ved med at komme udbetalinger i garantiperioden. Derudover kan man sætte en ægtefællesikring på. Det vil sige, at hvis man dør dagen efter udbetalingens start, så vil livrenten overgå til ægtefællen lige så længe vedkommende lever. Dør begge samtidigt, så er det bare ærgerligt.
Vi plejer at kalde livrenten for vores egen folkepension. Den skaber – ligesom folkepensionen – et godt grundbeløb, som vi skal leve af lige så længe vi er i live. Vi foreslår at man får grundbeløbet så højt op, at man kan se sig selv leve med det, når man når frem til sidste tid af pensionsalderen.
Man bør have lidt af hvert når man arbejder med pensionsopsparing. Ikke lige kapitalpensionen som burde være konverteret – men af de 3 andre.
Når vi går på pension, kan man vælge at starte udbetaling af alle pensionerne. Ratepensionen skal udbetales over minimum 10 år – og her vil det være fornuftigt at skele til topskattegrænsen. Vi skulle helst ikke derop – så hellere forlænge udbetalingsperioden lidt. Aldersopsparingen kan tages ud som en sum (og flere steder kan den også komme i rater) og livrenten kan også startes.
En hovedregel er, at man ikke skal tage pensioner ud, hvis ikke man har brug for dem. Det vil sige, at hvis man har frie midler – opsparinger – så bør man bruge dem først. Det er rent skattemæssigt fordelagtigt – men er også en generalisering. Man bør se på hele pensionen, få snakket om behovet til at dække de faste udgifter, og hvilke drømme og planer man har i pensionstilværelsen.
De fleste pensionister har det største forbrug i starten af pensionstilværelsen. Til det passer aldersopsparingen og ratepensionen perfekt. Aldersopsparingen kan give en sum til rejser, fejring af fødselsdag/guldbryllup eller noget andet. Ratepensionen kan give det ekstra udbetalt månedligt, så man måske nærmer sig sin tidligere løn.
Grundbeløbet – folkepensionen og livrenten – skal dække når resten er brugt. Det vil sige, at går man på pension som 69-årig og får sin ratepension fordelt over 15 år, så har man som 85-årig en folkepension (+ ATP) og livrenten tilbage.
Hvis man ikke kan klare sig for pensionsudbetalinger op til topskatten, så kan man enten supplere med frie midler eller udbetaling af aldersopsparingen. Har man stadig højere faste udgifter og forbrug, så må man jo udbetale ratepension og livrente op i topskatten.
Ved at arbejde selvom man har nået folkepensionsalderen, kan give en forholdsvis stor skattefri ydelse. Det kaldes seniorpræmie.
Med de regler der blev indført 1. januar 2023, så betyder det nu, at man både kan arbejde fuld tid og få en lønindtægt, samtidigt med at man både får udbetalt folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg. Dertil får man så seniorpræmien.
Beskrivelserne af pensionerne er ikke fyldestgørende. Der er beløbsgrænser, indbetalings- og udbetalingsregler, der ikke er beskrevet her.
Mød Brian x 2 – dobbelt op på erfaring, indsigt og smarte løsninger! Med to skarpe hjerner arbejder vi sammen for at sikre, at du får den bedst mulige rådgivning. Hos os handler det om at tænke klogt, handle strategisk og gøre dine økonomiske drømme til virkelighed.
Mød Brian x 2 – dobbelt op på erfaring, indsigt og smarte løsninger! Med to skarpe hjerner arbejder vi sammen for at sikre, at du får den bedst mulige rådgivning. Hos os handler det om at tænke klogt, handle strategisk og gøre dine økonomiske drømme til virkelighed.
